|
8. januar 2011:
Næsten planmæssigt landede vi i Brussels Airport kl. 07. Endnu et sikkerhedstjek og et par visninger af pas senere kunne vi sætte os i den lufthavn, vi kender alt for godt og afvente videre rejse til København.
 
Turen til København forløb planmæssigt - og på trods af problemerne i Entebbe var det lykkedes at få al bagage transporteret med til Kastrup.
Efter 10 dage i 30-35 grader var en noget af en omvæltning af møde den danske vinter, da vi kom ud af terminalen. Godt nok var der plus-grader, men sneen ligger stadig højt. Det er med at komme hjem og få tændt op i brændeovnen.
Naboerne har passet godt på huset og vi blev hilst med flag; trods alt dejligt at være hjemme igen. Nu skal vi bare have bearbejdet de mange indtryk.
Det har været en fantastisk oplevelse og vi har fået knyttet bånd til nogle helt utrolige mennesker. Vi er helt sikkert klar til at opleve Uganda senere igen og se, hvordan landet udvikler sig, men også for at genbesøge nogle af de mennesker, der er blevet en stor del af vores liv og hverdag, mens vi besøgte landet.
Heldigvis fik vi lov til at hente Abby med det samme, så efter en hurtig udpakning og indkøb af de mest almindelige fornødenheder gik turen videre til Jyderup, så Abby efter 18 dage også kunne komme hjem.
7. januar 2011:
Så har vi taget hul på vores sidste dag i Uganda. Det har været en utrolig spændende oplevelse; - og skal vi være helt ærlige, er vi nok alle klar til at tage en uge mere, men alt får jo en ende.
Mens der skal pakkes sammen til afrejsen, bliver der også tid til en far og datter-tur til Kampalas travlhed, hvor de sidste afrikanske gaver skal købes med hjem og hvor det totale kaos skal opleves en sidste gang.
 
Vi tager til det afrikanske Craft-marked på Buganda Road; et sandt mekka for afrikansk brugskunst - og hvad man nu ellers kan få mzunguer til at købe.
Vi sluttede turen af med et allersidste besøg på Camillas ynglingscafe, 1000 Cups, der ligger lige overfor, med en lækker friskpresset ananas-juice og deres uforlignelige banankage.
Inden turen gik tilbage til Diamond House manglede vi bare at købe mere taletid til telefonen og besøge en hæveautomat for flere kontanter. I et kaos af biler, motorcykler og mennesker oplevede vi for første gang en af skyggesiderne i Kampala. Midt i et vej-kryds vendte en mand sig pludselig om og rev Camillas halskæde af hende. Selvom nogle forsøgte at løbe manden op, var han i løbet af få sekunder som sunket i jorden. En meget chokerende oplevelse for os begge.
Tilbage i Diamond House tager Ivan Britta og Claus Bo med til en stor katolsk kirke. Claus Bo havde forelsket sig i den hals-kæde med kors, som vores vagtmand - i vores daglige omtale Lille John, fordi han bevogter huset hele natten bevæbnet med bue og pil - havde og de vendte retur med at større udvalg af halskæder, som blev pakket godt ned i bagagen.
Bagagen er pakket og det har været tid til endnu et bad for at få skyllet sved og støv af inden afrejse. Der var dog også tid til at få lidt mad, inden turen gik i lufthavnen.
 
Ivan kørte os i lufthavnen sammen med Camilla. Det var myldretid i Kampala (hvornår er det i øvrigt ikke det?), så turen på ca. 40 kilometer tog 2 timer. Det var meget svært at tage afsked med Camilla efter de mange gode dage, men nu tæller vi ned til den 18. februar, hvor hun lander i Kastrup Lufthavn.
Teknikken var brudt ned, så in-check foregik helt manuelt, hvor boarding-kort og adresselabels til kufferterne blev skrevet i hånden. Efter 2 sikkerhedskontroller og visning af pas og boarding-kort mindst 5 gange kunne vi endelig sætte os i maskinen kl. 22.
 
Vi havde en mellemlanding i Nairobi, hvor der skulle udskiftes passagerer. Her venter vi på den videre rejse, men efter 1½ time kunne vi tage hul på en lang nat 11,5 kilometer over Afrika og Europa.
6. januar 2011:
Vi havde en rolig morgen, hvor vi tog det med ro. Britta tog lidt billeder af livet i huset, hvor der fra tidlig morgen er stor aktivitet.
Vi havde aftalt med Ivan, at vi skule køre en tur til ækvator - og det var en spændende oplevelse. Her står vi lige på ækvator:
 
Det var en meget spændende tur og det var ikke kun første gang for os, men også sjovt at se Ivans begejstring, der for første gang oplevede ækvator.
Vi så et lille forsøg, der demonstrerede tyngdekraftens virkning - og det var meget morsomt at se. Claus Bo har lavet en lille video, der demonstrerer det.
Ellers er vi ved at indstille os på, at det er afrejsedag i morgen. Det er utroligt, hvor hurtigt tiden er gået. Vi kunne godt have brugt en uge mere. Tiden har været fyldt med så mange indtryk og der er stadig meget mere at opleve.
Lige nu sidder vi i 30 graders varme og følger vejrudsigterne for Danmark og Europa. Vi kan slet ikke forestille os sne, kulde og frost, men det må vi vel vænne os til.
Med besvær er det lykkedes at opdatere hjemmesiden. Vi har kun oplevet 2 strømafbrydelser i aften, men det kan efterhånden blive en vanesag.
Næste opdatering bliver sikkert nok, når vi er vendt retur til Danmark
5. januar 2011:
Dagen startede tidligt for Ivan Kakembo afhentede os kl. 08.00. Vi blev først kørt ud til landets næststørste stadion, hvor et af topholdene fra Ugandas Premier League trænede. Vi havde Ivan Kakembos bror, Henry, med. Han er til daglig professionel fodboldspiller i USA, men træner med for at holde formen indtil sæsonstart i USA i februar.
 
Herefter gik det videre til Football Academy, hvor vi fik set det store arbejde, som gøres for gade-børnene i Kampala. Det blev trænet med stor entusiasme og megen energi, hvor man virkelig fornemmede, hvad dette projekt gør for børnene:
 
Børnene i Football Academy er alle under vingerne af HelpAfrica.dk, der hjælper gadebørn til en bedre tilværelse. Der er træning 2 gange om ugen og i forbindelse med træningen uddeler Forever Living Products en proteinrig milk-shakes til børnene og det var skræmmende at se, hvordan andre gadebørn samler sig i området for at få del i uddelingen.
 
Det var også her, vi skulle uddele de ca. 40 kilo indsamlet tøj til børnene. Der var virkelig rift om alt det, vi kunne løfte op af medbragte kuffetter og flyttekasse med tøj (og som vi i parantes bemærket har haft fragtet til Kastrup 3 gange og som juleaften blev luftet i Bruxelles). Der var meget stor glæde over alle vores donationer og vi sender en stor tak til alle, der har støttet vores indsamling.
 
 
Udtrykkene i børnenes øjne overlod ikke noget til tilfældighederne. Der var meget stor glæde over alt det nye og selvom vi desværre også måtte skuffe mange med, at de var for store i forhold till det tøj, der var indsamlet, så vil rigtig mange børn få glæde af det.
Efter uddelingen fortsatte vi med Enid, der er socialmedarbejder for HelpAfrica.dk og fører tilsyn med de sponsorerede børn, til et af Kampalas slumkvarterer. Havde oplevelserne fra Football Academy været kraftige, så blev kontrasterne endnu større efterhånden som vi kom dybere ind i slumkvarteret.
 
Britta besøgte denne kvinde, der sammen med 2 andre boede i et "hus" på størrelse med vores gæstetoilet - og med affald liggende overalt i de små gader og snavset vand løbende i alle gader. Vi havde medbragt flere små gaver/legetøj til børnene i slumkvarteret også - og Claus Bo blev slumkvarterets mest populære mzungu:
 
Vi måtte bearbejde de mange oplevelser efterfølgende. Vi satte os først på cafe 1000 Cups, der ligger lige ved siden af, med et glas friskpresset juice for at tale om oplevelserne - og vi er heldigvis overbevist om, at vi har gjort en forskel og er parat til at være med til at støtte dette hjælpearbejde aktivt, også efter vi igen har forladt Uganda.
4. januar 2011:
Dagen var præget af de sidste par dages strabadser og der var mange indtryk, der skulle bearbejdes. Strømmen kom først tilbage omkring middagstid, men stadig intet internet. Eftermiddagen brugte vi i Garden City med nogle nødvendige indkøb, så vi havde mad til de næste par dage.
Ikke alle indtryk kan foreviges på billeder, men det vil alligevel have sat sig på nethinden. I dag så vi f.eks. i Kampala en transport af køer. De stod så tæt på vognladet, at det eneste de kunne bevæge var øjenlågende, når de blinkede. Ellers lignede de "døde" dyr. Et par af køerne havde endda et eller to ben, der stak ud af tremmerne i siden på ladet, for at de overhovedet kunne være der. Selvom vi forsøgte at fotografere, var ingen af os i tvivl om, at det ville give problemer; der kan gestikuleres ret markant, så kameraet blev pakket sammen igen.
Vi var tilbage i Diamond House sidste på eftermiddagen og internettet var ved at komme op igen. Det var derfor tid til at få opdateret de sidste dages oplevelser på hjemmesiden.
Vi var dog kun lige kommet igang, inden strømmen igen forsvandt - og vi lavede mad (heldigvis over gas) og spiste i stearinlysenes skær - og det var faktisk meget hyggeligt:
 
Inden det nye strømudfald havde Claus Bo dog nået at finde et andet af de lokale hits; en rap "Want another RAP" baseret på en af præsident Musevenis taler.
Strømmen kom tilbage lige før sengetid, så vi kunne finde sengene i normal belysning og lade op til onsdagens program - besøg på Football Academy og Kampalas slum.
3. januar 2011:
Så oprandt den store dag, hvor vi for alvor skulle opleve det, der har været Camillas hverdag i næsten 2 måneder, men hen over nytåret var dagsordene blevet ændret. Anne og Camilla havde besluttet at forlade Soroti for at tilbringe den sidste del af perioden i Jinja og opleve hospitalet i Jinja. Det ændrede programmet for dagen, for nu skulle der også pakkes sammen og flyttes, så programmet blev meget presset.
Efter mogenmaden kørte vi ud til Camilla og Annes værtsfamilie for at pakke sammen og sige farvel. Da det først var blevet endeligt besluttet dagen før, var der selvfølgelig ikke truffet nogen forberedelser og der var nok at se til for pigerne.
Værtsfamilien består af Caroline og Peter, der bor lidt udenfor byen i et hus, de selv har bygget, sammen med den ene af Carolines søstre og børn:
 
Carolines søster, Esther, viste os rundt i såvel sit eget som familiens hus og viste os omgivelserne og der blev også tid til et gruppebillede på tørrepladsen:
Mens der blev pakket sammen, blev vi vist rundt på bedriften af Peter, der stolt fremviste sine kyllinger og høns, sine køer og mange marker med ananas, appelsiner og ris:
 
Huset emmede af aktivitet, mens der blev pakket sammen og det bar stuen i høj grad præg af:
 
Camilla efterlod dog nisselandskabet, inden det blev tid til at sige favel med små gaver til Caroline, Peter, Esther og børnene:
 
Næste stop på ruten var hospitalet i Soroti, som har været Camillas base i hele perioden. Selvom vi kun var på hurtig gennemgang i afdelingerne, var det gruopvækkende at se, hvordan folk sidder i kø for overhovedet at komme til at tale med en læge (og når man ikke gennem køen inden lukketid, er det forfra igen næste dag) uanset hvorfor man har behov for lægehjælp. Der er desværre en del, der dør på den bekostning.
 
Billederne er fra børneafdelingen på et tidspunkt, hvor der ikke var specielt travl i modsætningen til mange af Camillas hverdage, der har været præget af gråd og fortvivlelse.
Efter denne gruopvækkende oplevelse var det tid til at få alle pakket ind i det, der efterhånden var blevet ændret til en flyttebil med åbenstående bagsmæk for at få det hele med og 7 personer, der skulle med på transporten. Vi startede fra Soroti omkring kl. 14.30 og havde små 400 kilometer foran os i bagende sol og hede.
Efter et stop i Mbale for at få lidt mad endte vi i Jinja omkring kl. 21, hvor Anne og Camilla blev installeret hos deres nye værtsfamilie. Anne og Jens forlod turen her, men vi andre fortsatte til Kampala og Diamond House, hvor vi ankom til et helt mørkelagt hus. Efter mange timers hård tur, først i Soroti og efterfølgende på landevejene, har Ivan alligevel overskud til at få liv i nødstrømsgeneratoren, så vi i det mindste kan komme i seng med lys i huset, men ingen internet til opdatering af hjemmeside.
2. januar 2011:
Søndag morgen startede vi stille og roligt med morgenbuffet på 2 Friends. Vi skulle være ude af værelset inden kl. 11, men blev først hentet kl. 15 for vores videre færd. Camilla og Britta brugte formiddagen på en sejltur på Nilen i en lille båd:
 
Inden vi skulle videre var det tid til lidt frokost på hotellets restaurant. Vi er efterhånden vant til, at der er køer, geder, høns og kalkuner alle vegne (selv i Kampalas gader), men vi havde nok ikke forestillet os, at vi skulle indtage frokosten i en restaurant omgivet af fritgående høns:
Kontrasten til Danmark er meget stor.
Klokken 15 blev vi hentet af Ivan, der havde den store opgave at bringe os sikkert videre til Soroti - en tur på ca. 300 kilometer. Efter at have hentet Anne og Jens og fået bilen pakket med enorme mængder af bagage, var det tid til at forlade Jinja.
Efter ca. 2½ time gjorde vi et kort ophold i Mbale for at købe nye forsyninger af vand. Temperaturen er meget høj og stiger i takt med, at vi bevæger os mod nord. Det sidste stykke ved mod Soroti tager ca. 3½ time yderligere og vi er endelig fremme ved Hotel Holiday Inn i Soroti omkring kl. 22. Vejene er ubeskrivelig dårlige og over lange strækninger kan der ikke køres særlig stærkt (efter ugandiske forhold - der bliver nemlig kørt meget stærkt her i landet). Forholdene bliver ikke bedre af, at vejene myldrer med motorcyklister (i bedste fald med forlygte), cyklister der bestemt ikke har lys samt en utrolig mængde fodgængere, som er meget svære at se efter mærkets frembrud (kl. 19) - og de har bestemt ikke hudfarven med sig til det.
Camilla og Anne havde håbet, at deres mutti ville byde på aftensmad, så vi kunne lære familien at kende, men det passede ikke ind i muttis program; og køkkenet på hotellet kunne ikke byde på noget, så vi kørte ind til byen på Landmark Hotel for at få stillet den værste sult efter en lang dags rejse:
 
Herefter var det tid til at tage tilbage til hotellet for at få hvilet lidt inden næste dags strabadser. I en lille village nær hotellet blev nytåret fortsat fejret på tredje dag og der var gang i den. For vi ved ikke hvilken gang, genlød Ugandas største hit i den ellers stille aften: Heart Attack med Radio og Weasel of Goodlife (klik på linket og hør det hotteste lige nu), Camilla og Claus Bo kan næsten teksten udenad - og den høres over alt.
1. januar 2011:
Godt nytår fra Jinja, Uganda.
Nytårsmorgen, hvor mange nok har sovet længe, var vi tidligt oppe. Kl. 09.15 blev vi hentet i taxa og kørt 7 kilometer udenfor Jinja. Her skulle vi på "safari" på ATV/quad-bikes. Efter at være kommet i alt udstyret startede det vilde ridt.
Vi kom meget tæt på Nilen og fik lejlighed til at tage nogle flotte billeder, selv om vores meget komiske udstyr selvfølgelig tager noget af tegningen.
 
Efter denne lille foto-session fortsatte det vilde ridt ind i det, som Claus Bo hurtigt døbte Jinjas jungle; det vil sige en blanding af majs- og sukkerrørsplantager og villages med rigtigt levende lokale mennesker i lerklinede hytter og madbål på gårdspladsen.
Claus Bo forevigede en del af turen på video, som kan ses på Youtube eller ved at klikke her (husk at tænde for lyden på computeren).
Vi havde bestilt en tur på 2 timer, men den ene time havde nu været nok. Efter at have set Nilen kørte vi på udelukkende på stier gennem sukkerrørs- og majsmarker med et mylder af børn, høns, geder og køer og vi passerede meget tæt på de mange lerklinede hytter, hvor alt liv gik i stå, når vi susede forbi.
Undervejs skulle vi også gøre ophold ved en af de utallige små "butikker", der ligger lige så tæt langs alle veje i Uganda - og børn myldrede frem for at se på Mzunguer i det mærkelige tøj og på de mærkelige maskiner:
 
Vi havde lidt oplevelsen af at være på safari, ikke for at se vilde dyr, men for at se de rigtigt indfødte i deres naturlige omgivelser. Det var mere end grænseoverskridende.
Kl. 12 lokal-tid (kl. 10 i Danmark, hvor det sikkert har været tid for mogenmad efter en hård nytårsaften) var vi klar til at drage tilbage til hotellet efter en sjov, men også noget anderledes oplevelse.
Vi gik endnu engang de 15 afrikanske minutter til Jinja by for at indtage frokost på Flavours, den anden af Camillas foretrukne i Jinjai gårdhaven. Det var rigtig hyggeligt.
 
Eftermiddagen er brugt ved hotellets pool - og i aften slutter vi opholdet med fælles middag med Camilla i restauranten, inden vi i morgen drager til Soroti for at få et indblik i Camillas hverdag.
31. december 2010:
Så blev det nytårsaftens dag, som vi har besluttet at tilbringe i Jinja, hvor også Camilla skal fejre nytår sammen med de andre danske sygeplejestuderende. Vores tro chauffør Ivan hentede os i Diamond House for at køre os alle til Jinja, en tur der i bus normalt tager et par timer. Vi havde derfor også regnet med, at det kunne gøres hurtigere i bil.
Vi kørte en vej, som Camilla ihvert fald ikke kendte fra sine busture. Det betød, at vi så en masse, bl.a. Kampalas største og billigste marked, der var et stort kaos. Vi nåede også at sige godt nytår til både Ivans mor og bror, så vi tror at turen også har været tilrettelagt med det formål; det tog også godt 3 timer at komme frem.
Vi indlogerede os på 2 Friends Guesthouse, som er et lækkert og efter ugandiske forhold meget mondændt hotel med luksus. Det var også her, Camilla skulle holde nytårsaften. Vi tog en enkelt gåtur til Jinja by på 15 afrikanske minutter (dvs. en god halv time) for at få lidt frokost inden det var tid til at gøre klar til nytårsaften. Vi spiste frokost på Source of the Nile, den ene af Camillas 2 foretrukne cafeer i Jinja:
 
Om aftenen havde vi bestilt bord i restauranten på 2 Friends og skulle opleve både levende musik og have champagne akkompagneret med fyrværkeri i midnat.
Vi hande en rigtig hyggelig aften og så ind imellem også Camilla, ligesom vi kunne skåle nytåret ind med hende.
 
Hele aftenen havde vi 5 vagtmænd i fuld militæruniform til at passe på os, men det oplever vi efterhånden over det hele, så vi bemærkede det næsten ikke. I takt med terrortruslerne i området gik der også rygter om angreb i Jinja, så derfor var bevogtningen måske større end normalt.
Da det var tid for os til at gå i seng, var det endnu ikke blevet nytår i Danmark, men vi havde nydt aftenen.
30. december 2010:
Vi startede dagen i roligt tempo for at gøre klar til en tur til Uganda Wildlife Education Center i Entebbe. Vi have arrangeret, at Ivan skulle være vores chauffør og guide på turen. Ivan står her mellem Camilla og Britta i Uganda Wildlife Education Center:
Det har været en utrolig spændende dag og vores galleri er opdateret med en række billeder fra dyreparken. Dagen har også givet os et nyt billede af "Very special price for you my friend". Entre til Uganda Wildlife Education Center koster 5.000 Uganda-shillings (ca. 12.50 kr.) for indfødte ugandere, mens prisen for ikke bosiddende og ikke indfødte ugandere er 20.000 Uganda-shillings (Mzungu-price (Mzungu er hvide mennesker)).
Mens vi var i Uganda Wildlife Education Center ringede Ivan Kakembo og overbragte den glade nyhed - vores returbilletter er ændret, således at vi flyver hjem fredag aften i stedet for tirsdag aften :-). Det giver noget mere tid med vores datter.
Vi har allerede vilde planer. I morgen kl. 09.00 starter vi mod Jinja, hvor vi bliver genforenet med Anne og Jens og hvor vi skal fejre nytår sammen med Camilla og opleve sejltur på Nilen. Herefter tager vi videre til Soroti på søndag for at møde Camilla og Annes værtsfamilie, inden vi returnerer til Kampala på mandag. De ekstra dage har givet os en masse luft, så vi glæder os allerede til at se Football Academy på onsdag og så krydrer vi de andre dage med flere oplevelser (og brugskunst) inden hjemrejse på fredag.
Freden har virkelig sænket sig over selskabet.
29. december 2010:
Vi sov længe idag og nød først morgenmaden på terrassen kl. 11. Ivan Kakembo kom forbi for at høre nærmere om vores planer for de kommende dage. Det ser desværre ud til, at vi ikke kan få rejsen forlænget, men at vi skal hjem på tirsdag som oprindeligt planlagt, inden sneen tvang Brussels Airport i knæ og "frarøvede" os en uge af ferien. Vi må planlægge nøje for at nå alt det, vi gerne vil opleve.
Camilla førte os ind til Kampala i en Matatu (en forstørret taxa-bus). Den kørte os dog ikke helt til byen, men satte os af et sted med et helt usædvanligt mylder af mennesker, butikker og gadehandlere. Det var en meget speciel - og lidt urovækkende - oplevelse. Til sidst fik Camilla dog ført os frem til en cafe, 1000 Cups, hvor vi slappede af, hyggede og fik friskpresset frugtjuice samt forskellige smagsprøver på ugandisk bagværk:
Britta fik også taget hul på indkøb af ugandisk brugskunst, men hun har forsvoret, at det ikke bliver det sidste.
Da vi var kommet til hægterne igen, tog vi en taxa til Uchumi Garden City, der er et stort indkøbscenter, hvor vi så på mere brugskunst, men også skulle handle til aftensmaden. Her var der stadig enkelte efterladenskaber fra julen:
At køre taxa i Kampala er en foruroligende oplevelse, hvor man virkelig føler, at det er med livet som indsats. Ikke nok med, at de kører i venstre side af vejen, men det virker også som om, der ikke findes færdselsregler; ihvert fald ikke nogen, der bliver fulgt. Turen fra Garden City til Diamond House slår dog indtil videre de tidligere oplevelser. Dels gik den vilde jagt - sådan føltes det - gennem Kampalas tætte trafik med biler, mutataer, motorcykler og fodgængere, men taxa-chaufføren, viste det sig, vidste heller ikke, hvor vi skulle hen, så det der måske skulle tage 20 minutter kom til at tage en lille time og vi så de samme steder flere gange. Det er godt, at man aftaler en fast pris inden turens start.
Efter et veltillavet aftensmåltid med kødsovs og spaghetti har det været tid til at opdatere hjemmesiden med de sidste par dagens oplevelser samt planlægge de næste par dages udfordringer, så her midnat Uganda-tid skal vi vist til at finde i seng for at være friske til i morgen tidlig igen.
28. december 2010:
Så oprandt dagen; afgang hjemmefra kl. 03.00 for 3. gang på en uge for at tage til Kastrup Lufthavn. Vejrprognoserne var lovende og efter in-check kunne vi forventningsfulde gå til gate A9. Flyet letttede - næsten - til tiden og satte næsen mod Bruxelles, hvor turen gerne skulle kunne fortsættes denne gang.
Vel ankommet planmæssigt til Bruxelles kunne vi gå gennem paskontrollen og se, om der nu også var et fly til os - og mindsanten var der både fly og en afgang på tavlen:
 
Selve flyturen gik godt; det blev døset en del under den 8 timer lange flyvetur til i første omgang Kigali, hovedstaden i Rwanda og efter følgende til Entebbe. Vi så nogle fantastiske scenerier med både alpetoppe og Sudans ørken:
Ivan og Henry Kakemboo hentede os i lufthavnen i Entebbe, hvor vi i mellemtiden var blevet udvidet til en 4 mands delegation, da Jens, Annes bror, var stødt til selskabet, men først skulle vi stå i endnu en kø for at få visum:
Kl. ca. 01.00 Uganda-tid nåede vi Diamond House, hvor vi langt om længe blev genforenét med Camilla. Det var dejligt at se hende igen - og solen har gjort sit til kuløren. Camilla og Anne havde bagt, så efter lidt natmad holdt vi en forsinket juleaften med gave-udpakning:
 
Klokken blev næsten 5 inden sengen kaldte og en lang og begivenhedsrig dag kunne tage sin slutning.
27. december 2010:
Endnu en ventedag frem mod et nyt forsøg på at komme til Uganda er ved at være gået. Det er ikke længere nødvendigt at tjekke bagagen; den har været pakket i 10 dage, så mon ikke alt er, som det skal være.
Til gengæld har det givet mulighed for at få efterset sommerhuset - og også her er alt i sin skønneste orden, selvom sneen ligger meget højt.
 
Vi har tilbragt eftermiddagen i gode venners lag til lidt rigtig julemad - og nu skal vi bare have aftenen og natten til at gå, inden vi igen står i check-in kl. 04.00
26. december 2010:
Hjemrejsen fra Bruxelles gik planmæssigt, selvom det var foruroligende at flykaptajnen ved landing oplyste, at det var første gang i 10 dage, at de havde landet planmæssigt. Vi håber, vi kan regne med flytiderne på tirsdag.
Efter en lille sviptur til Bruxelles, der kom til at vare ca. 42 timer, hvoraf hovedparten af tiden blev tilbragt i lufthavnen, er vi klar til nye eventyr - som Claus Bo tørt konstaterede, så er det lidt surrealistisk lige at tage til Bruxelles for at holde juleaften på et 4-stjernet hotel og så returnere 1. juledag.
Vi fik en fantastisk velkomst, da vi kørte ind i indkørslen. Naboerne havde smykket indkørslen med tændte havefakler, så vi følte os virkelig velkommen.
Vi blev også budt velkommen med lunt, helt friskbagt brød. Det var lige, hvad vi trængte til efter en lang dag på farten. Det er ikke alle forundt at have så gode naboer, der ikke kun holder huset under opsyn, når vi er væk og hjælper med det praktiske, men som også får os til at føle velkommen hjem igen; det sætter vi stor pris på.
Dagen i dag skal så gå med at få praktikken på plads i forhold til vores næste planlagte afrejse på tirsdag. Nu må det snart lykkes.
25. december 2010:
Efter en gang morgenmad på hotellet fik vi tjekket ud og tog endnu en 45€ dyr taxa-tur til Brussels Airport. Vi foretog check-in inden kl. 12 - og heldigvis for det, for de ville ikke umiddelbart acceptere vores bagage-mængde. Vi fik dem efter nogen diskussion overbevist om, at det var OK - og alt andet lige, så har det samme selskab jo sendt os afsted fra København, så det kan ikke være vores problem, at vi skal have det med hjem igen.
Flyet letter først i aften kl. 20.05, så vi slår tiden ihjel med at opdatere hjemmeside på Starbucks (eller Blockbuster, som Britta kalder det - der er heller ikke nogle spændende film her, så vi nøjes med kaffe).
 
Der er koldt med klar frost, men alligevel gentager de hele tiden over højtalerne, at p.g.a. vejret er levering af bagage forsinket; hvordan mon det er om sommeren? Bruger de så samme undskyldning?
Og så regner vi med, at i det mindste vores returrejse sker planmæssigt, så vi kan være hjemme omkring midnat.
24. december 2010:
Set i bagklogskabens ulideligt klare lys kan det godt være, at vi ikke burde have set Die Hard 2 i fjernsynet i går aftes som adspredelse af ventetiden. Vores 24. december blev næsten Bruce Willis værdig - men vi så ham ikke.
Alt startede fint. Afgang mod Kastrup kl. 02.45, check-in overstået kl. 04.45 og en hyggelig time i taxfree inden boarding kl. 06.00. Vi anede uråd ved boarding, for alle der IKKE skulle videre fra Bruxelles til Afrika blev afvist og henvist til ombookning p.g.a. problemer i Brussels Airport (de har endnu ikke fået styr på sneen, ligesom den 21.! De kan lære noget af Copenhagen Airport). Vi forlod først gaten kl. 07.00 for de-icing og på vej derfra opdagede de en låge, der ikke var rigtigt lukket - der skulle tilkaldes tekniker, der var en time om at nå frem og i mellemtiden var Brussels Airport blevet lukket p.g.a. vejret.
Vi parkerede ved gate og fik serveret kaffe og sandwisk omkring kl. 08.00 og der sad vi så til ca. kl. 11, hvor der var take off. Ikke mod Bruxelles, som forventet, men mod Oostende, hvorfra vi så skulle transporteres i bus til Bruxelles. Vi blev informeret om, at der var stor sandsynlighed for, at flyet mod Entebbe afventede vores ankomst, så det var det sikreste at gøre, så vi hoppede ikke af flyet. Flyet til Entebbe lettede imidlertid omkring kl. 12, så det har de vidst, allerede inden vi lettede fra Kastrup :-(.
Kl. ca. 12.30 ankom vi til Oostende og måtte selv håndtere bagagen ud til en bus, der endnu ikke var kommet, men den nåede da frem.
 
I Oostende så vi ikke et eneste snefnug, men det gjorde vi godt nok da vi endelig nåede Bruxelles lidt i kl. 15. Her blev vi overladt til at stille os i kø til ombookning hos Brussels Airline. Her tager de det med næsten afrikansk ro, for selvom lufthavnen summede af kaos og aflyste fly var end ikke alle skranker bemandene.
 
Belgisk TV har fulgt slaget gang med flere kamerahold hele dagen - næsten på Die Hard-maner og der har også været en del at rapportere; der har været kø, mennesker med underlige accenter og tilskadekomst i afgangshallen, så der har været spænding nok med politi, ambulancer og brandmænd.
Efter 5 timers ophold i køen kunne vi endelig kl. 20 få konstateret, at næste ledige afgang er tirsdag den 28. december!!! Men vi kunne da få en overnatning i Bruxelles og returnere til København den 25. december kl. 20.05. Det var ikke et tilbud, vi kunne sige nej til.
Vi ankom til Thon Hotel Brussels City Center omkring kl. 21.45, lige tidsnok til at få det første mad siden vores morgensandwish (køkkenet lukkede kl. 22), så vi indtog en rimelig Rumsteak med pommes frites, pebersovs og et glas rødvin på Brussels Grill - rødvinen dog på egen regning - som vores julemiddag sammen med Rasmus, der har været vores tro følgesvend (også den 21. december).
 
Vi afsluttede vores juleaften med en kold øl på værelset og så var det tid til at få indhentet noget søvn for at være klar til hjemturen i morgen - og det er helt sikkert; vi ser ikke endnu en Die Hard inden vi tager afsted igen på tirsdag; præcis en uge senere end oprindeligt planlagt.
23. december 2010:
Dag 2 i vacuum er gået med at vente, få bilen repareret på værksted og en konstant overvågning af hjemmesiderne for Københavns og Bruxelles lufthavne. Det ser stadig ud til, at der kan flyves i morgen tidlig kl. 06.35, men fryseren er blevet fyldt med nødforsyninger i tilfælde af, at vejret og luftfartsselskaberne skuffer os igen.
Vi krydser alle de fingre, vi har, for at vi i morgen tidlig sætter kurs mod Kampala, så vi kan blive forenet med Camilla i Soroti den 25. december. Utroligt mange mennesker i Danmark og Uganda kæmper en ihærdig kamp for at sikre, at vi får et godt ophold, når vi når frem. Det er vi meget taknemmelige for - og håber at vi kan få lejlighed til at gengælde den utrolige hjælp.
22. december 2010:
Dag 1 i et underligt vacuum inden fornyet afrejse til Uganda er begyndt. I stedet for at vågne i Kampala i 24 graders varme ifølge vejrudsigten, og med et dagsprogram, der skulle forene os med Camilla, er det i stedet en rekord-kold decemberdag, der venter i Danmark med en temperatur på -18 grader herhjemme. Så i stedet for palmer og sol er det her morgenudsigten til haven
Nu krydser vi fingre for, at Bruxelles lufthavn får indkøbt de-icing væske, så vi kan begynde vores eventyrrejse den 24.; 3 dage forsinket.
21. december 2010:
Så er ferien startet - og hvilken start. Vi har glædet os og forberedt os grundigt i flere måneder - forventningens glæde var stor, både hos os, men så sandelig også hos Camilla i Uganda.
Det hele startede fint ved check-in-skranken kl. 04.00 og det hele foregik i et tempo, så slowmotion-effekter ikke var nødvendige for at følge med. Samtidig har lufthavnen i Bruxelles udvist rettidigt omhu og er løbet tør for de-icing væske, hvorfor vores maskine til Bruxelles blev udskudt fra kl. 06.35 til kl. 11.20; der manglede en maskine til at flyve os af sted. Maskinen fra Bruxelles til Entebbe skulle lette fra Bruxelles kl. 10.40, så der røg den tur.
 
Claus Bo's frustration og check-in informationen siger alt.
Vi har brugt hele dagen på at finde alternativer, men resultatet er blevet en ombookning til - ja, selve juleaften. Vi skal (regner vi med) flyve den 24. kl. 06.35 med forventet ankomst i Entebbe kl. 22.35 og så er den dag gået - MEN afsted det skal vi!!!
13 timer efter afgang hjemmefra er vi derfor tilbage i privaten og skal have endnu et par dage til at gå, inden vi igen skal være sammen med Camilla.
    
|